ubekendt med min egen menneskelige værdighed er jeg ganske ude af stand til at respektere den i andre og vidende om mit eget vilde begær frygter jeg det i enhver skabning som ligner mig selv, aldrig får jeg øje på andre i mig selv, altid kun på mig selv i andre, og i stedet for at samfundet udvider mig til art, indeslutter jeg det stadig snævrere i mit individ; i denne dumpe indskrænkethed strejfer jeg på må og få gennem det natsorte liv, indtil en nådig natur vælter lasten bort fra mine formørkede sanser - indtil refleksionen skiller mig selv fra tingene, og de endelig viser sig i mit genskær