med over 200 års afstand

ubekendt med min egen

menneskelige værdighed er

jeg ganske ude af stand til

at respektere den i andre og

vidende om mit eget vilde begær

frygter jeg det i enhver skabning

som ligner mig selv, aldrig får jeg

øje på andre i mig selv, altid

kun på mig selv i andre, og

i stedet for at samfundet udvider

mig til art, indeslutter jeg det

stadig snævrere i mit individ; i

denne dumpe indskrænkethed

strejfer jeg på må og få

gennem det natsorte liv, indtil

en nådig natur vælter lasten

bort fra mine formørkede sanser -

indtil refleksionen skiller mig selv

fra tingene, og de

endelig

viser sig i mit genskær