Narrens lygte

NARRENS LYGTE

i de to tekster som her er bragt sammen, er der ingen tvivl om at det er tiden der går og ikke kommer tilbage, og så alligevel kommer tilbage i glimt som små lysskær fra lygter på den landevej erindringen trækker efter sig som en E47. vi har alle lært at vi lever forlæns og forstår baglæns, og at den kløft som tiden på den måde skaber i os, åbner for alle vores selvpåkaldte fejltagelser og bebrejdelser. og mens vi hænger fast i dem rykker tiden alligevel hele tiden fremad og fremad til den til sidst løber fra os og ud. så imens vores tid bliver kortere og kortere foran os, bliver den længere og længere bagud, og for hver dag der findes fra i går og tilbage til den første ting vi kan huske, står der en nar med sin lygte og holder den højt over alle de ting vi har gjort og gjort forkert hele vejen til vi dør, så alt det gjorte og det ugjorte kaster deres skygger efter os og sender os ind som amatørskuespillere i vores eget liv, hvor vi nu kun får lov at spille en birolle fuld af spasmer og brøl uden betydning – i hvert fald ifølge Shakespeare. det lyder sådan her når Macbeth tager ordet efter sin kones vanvidsdød:

Tomorrow, and tomorrow, and tomorrow,

Creeps in this petty pace from day to day,

To the last syllable of recorded time;

And all our yesterdays have lighted fools

The way to dusty death. Out, out, brief candle!

Life's but a walking shadow, a poor player,

That struts and frets his hour upon the stage,

And then is heard no more. It is a tale

Told by an idiot, full of sound and fury,

Signifying nothing.

(W. Shakespeare: Macbeth, 5. akt, scene 5)

hos Tove Ditlevsen skrives erfaringen af mangelfuldhed frem med en ærlighed og indsigt der får alt til at se så let ud så det ikke lader sig gøre efter, og næsten ikke bemærkes. her hænger lygten over den kendsgerning at kun den første gang er den første, og at alle de andre låner farve og skygge fra den i et sind som ikke kan glemme, og slet ikke kan glemme de erfaringer du rev til dig af mangel på viden og som nu aldrig kommer til at gentage sig fordi forstanden og viljen har taget over og afkobler følelsen, før den render af sted med dig mod nye skrammer i hjertekommoden. men den konstatering får bare lygten til at svinge endnu en gang på sit søm i sjælen så skyggerne fra den første erfaring overtegner og udvisker de andre, da det kun er den første som altid bliver tilbage som den eneste virkelige, og det at kunne opleve så rent og frisk og levende som man bare kan som uerfaren eller som barn, er en lykke der aldrig vender tilbage. ja selv barnetroen er nu så lang pokker i vold ude i mørket at dens endelige position ikke længere lader sig bestemme, og den var det sidste og mest eventyrlige vi havde at miste – alle vores levende og skabende billeder ligger nu overblændet af tankespindets intetsigende systematik. her er det så at digtets en eller anden kommer til syne som en du skulle kunne tale med, men denne en eller anden kan ikke forstå din underlige bagvendte måde at leve forlæns på, hvor alle smerte- og glædespunkterne under narrens lygte er bestemmende for det liv du har opgivet at leve så du bliver rørt af det – heller ikke selv om indsigten ligger fuldt oplyst og lige til at gå i dialog med som de glimt af stemmer den er i dig selv:

BLINKENDE LYGTER

I barndommens lange og dunkle nat

brænder små blinkende lygter

som spor, af erindringen efterladt,

mens hjertet fryser og flygter.

Her lyser din vildsomme kærlighed

fortabt gennem tågede nætter,

og alt hvad du siden elsked og led

har grænser som viljen sætter.

Den første sorg har et spinkelt skær

som en tåre der skælver i rummet,

kun den vil være dit hjerte nær,

når al anden sorg er forstummet.

Højt som en stjerne en vårlig nat

brænder din barnlige lykke,

du søgte den siden, men fik kun fat

dens flakkede sensommerskygge.

Din tro tog du med dig så langt af led,

for det var det første og sidste,

nu står den og brænder i mørket et sted,

og der er ikke mere at miste.

Og en eller anden kommer dig nær,

men kan aldrig helt forstå dig,

for dit liv har du lagt under lygtens skær,

og ingen skal siden nå dig.

Fra Tove Ditlevsen, 1947: Blinkende Lygter, Athenæum, København. (med nyere retskrivning)