Så og så mange lærker

jeg tænker at enhver tekst indeholder en poetisk erfaring. det betyder ikke at den ikke også kan indeholde andre erfaringer såsom menneskelige, videnskabelige, åndelige eller hvad har vi? de poetiske erfaringer kan opskrives, genskrives, fremskrives ved at udsætte teksten for forskellige deformationer eller andre tekstlige strategier der alle har til hensigt at afdække de poetiske lag teksten rummer, fx ved at man afskriver, nedskriver, omskriver de menneskelige, sociale, politiske erfaringer som fylder ens blik med billeder det er umuligt at kigge væk fra.

det er også muligt at møde tekster hvor det poetiske er så fremskrevet at de kalder på at man møder dem med andre erfaringer. Per Højholts ”Så og så mange lærker” er en sådan tekst. ved at møde den med tidens erfaring er det muligt at sætte en ramme om den og udstyre den med en fortælling: vi ankommer lidt sent til stedet med birketræerne, i hvert fald efter at digteren har talt de første 382 lærker for os, men de to næste, 383, kommer i halen på hinanden, 384, den tredje registreres ud af øjenkrogen (385) fordi digteren nu bliver optaget af at beskrive birketræernes lyd i vinden, ja faktisk så optaget at et par lærker ankommer uden at blive talt med så vi kan høre det; og da tiden ikke løber baglæns, springes de over, og talrækken fortsætter med 388 der straks får selskab af en mere, 389, men nu er flokken af lærker også næsten samlet, der kommer ikke umiddelbart flere, så digtet begynder at famle sig lidt frem, og blikket vandrer over landskabet, og igennem det hen over bakken kommer der en bil kørende som lander med sin brummen ved vores fødder sammen med den sidste lærke, nummer 390, og nu kan vi også se at det er postens morris der ankommer midt i lærkesangen.
så ved at lade teksten mødes med tidens erfaring (og hørelsen og synet), kan vi genspille den så ofte vi trænger til et forår i stuen:

Så og så mange lærker


383 lærker er kommet 384
birketræernes kroner syder (385) som balloner faktisk balloner man blæser
         op gasforekomster på stilk nejende som birketræer ja fuldstændig som
         birketræer der syder
388 lærker er kommet og synger over muldvarpeskud 389
vinterens søvnveje blottes vinterens søvnveje ligger blottede og fulde af
         vand solen rammer dem
en morris kører op over bakken og ned og brummer op gennem hulvejen og
         nærmer sig plaskende langs fyrretræer
postens morris kommer til syne under 390 lærker

(Per Højholt, 1966: Min hånd 66, Det Schønbergske Forlag, p.36)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

det må undersøges